Den litterære scene i Aarhus befinder sig i disse år i en rivende udvikling, og interessen for litteratur er stor og voksende.


Litteraturen har indtaget en stærk position i byen, men samtidig konkluderer De Kunstfaglige Råd i evalueringen for 2020, at litteraturen ikke er synlig i byen, samt at der mangler et egentligt samlingspunkt for formidling, udvikling og kunstnerisk udfoldelse.


Det kan Litteraturens Hus tilføre byen. Det kan være med til at positionere Aarhus som Danmarks litteraturby og opfylde dét store ønske, der hersker i de litterære miljøer om, at der kommer et Litteraturens Hus.

Projektbeskrivelse

Litteraturens Hus skal være et samlingspunkt for litteraturinteresserede i alle aldre. Det skal udvikle og styrke de litterære kredse i byen og være omdrejningspunkt for forfattertalenter såvel som etablerede forfattere. Huset vil bestå af forskellige litterære tiltag, virksomheder, foreninger m.v., der kan inspirere og arbejde sammen på tværs af hinanden. Det vil være et samlingssted for nye og allerede eksisterende litterære miljøer, der i fællesskab vil udvikle og bidrage til byens kulturelle og litterære scene.


Huset skal dække behovet for et blivende litterært miljø i Aarhus, der med et stærkt fundament kan styrke litteraturen og gøre den synlig i Danmark såvel som internationalt. Huset er beliggende i centrum af Aarhus, men målgruppen er bredere end byens litterære aktører og indbyggere. Det vil danne ramme for foredrag, samtaler, formidling, oplæsninger, bogkøb og udgivelser og skal med dets alsidige funktioner både være inspirerende, skabende og uddannende for litteraturens mange udøvere og samtidig dannende og samlende for dens væld af brugere.


Samspillet imellem disse mange funktioner og initiativer vil give huset et stærkt fundament, og det
vil mere specifikt bestå af:

  • En scene til oplæsninger, foredrag og andre litterære arrangementer.
  • Lokaler til litterære undervisnings- og udviklingsforløb, netværksmøder, talentudvikling m.v.
  • Faciliteter til byens mindre forlag, bogbindere, radiostationer og aviser.
  • En hyggelig boghandel med et stort udvalg af nye skøn- og faglitterære bøger.
  • En børneboghandel.
  • Et antikvariat med tusindvis af antikvariske bøger.
  • 3-4 små værelser/lejligheder til foredragsholdere, friby- og refugieforfattere samt eksterne
    undervisere på eksempelvis masterclass- og talentforløb.
  • En økologisk café.